Dagpenge med selvstændig bibeskæftigelse
Når du har selvstændig virksomhed og bliver ledig, vurderer vi, om din virksomhed er hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse.
Hvis din virksomhed er bibeskæftigelse, kan du fortsætte med at drive den, mens du får dagpenge. Er virksomheden derimod hovedbeskæftigelse, skal du lukke den, hvis du vil søge om dagpenge. Det finder du mere om her.
Hvis du starter en virksomhed, mens du er ledig, så vil virksomheden automatisk være bibeskæftigelse.
Er din virksomhed bibeskæftigelse?
Det kommer an på, om du har haft lønarbejde sideløbende med virksomheden, og hvor mange løntimer du har haft. Det er altså ikke afgørende, hvor meget du arbejder i din virksomhed – det afgørende er udelukkende, om du har haft lønmodtagerarbejde af et vist omfang samtidig med din virksomhed.
Vi afgør omfanget af dit lønmodtagerarbejde på baggrund af det, din arbejdsgiver oplyser til SKATs indkomstregister.
Kan du svare ja til:
- At du i gennemsnit har arbejdet min. 80 løntimer/måned i de seks måneder op til, du melder dig ledig (minimum 480 timer i alt)?
- At du samtidig har fået indberettet mindst 1 løntime til Indkomstregistret i 5 af de seneste 6 måneder?
Kan du svare ja til begge spørgsmål, er din virksomhed bibeskæftigelse. Du kan arbejde med din bibeskæftigelse i 30 uger , efter reglerne for supplerende dagpenge – virksomheden må dog ikke være til hinder for, at du kan overtage lønarbejde på fuld tid. De timer du bruger i virksomheden, bliver modregnet i dine dagpenge uanset om du har en indtægt eller ej
Svarer du nej til mindst et af spørgsmålene, er din virksomhed hovedbeskæftigelse. Det betyder, at du skal lukke din virksomhed for at få ret til dagpenge. Vi vil i denne situation anbefale dig, at du straks kontakter os for at få konkret vejledning om lige præcis din situation.